Denne artikel er skrevet med hjælp fra AI.
Men er den så skrevet af AI?
Det spørgsmål er jeg begyndt at synes er langt mere interessant, end jeg havde regnet med.
For nylig lyttede jeg til en podcast, hvor diskussionen faldt på en artikel skrevet af en forholdsvis fremtrædende person. Kritikken var ikke primært rettet mod artiklens indhold. Problemet var, at personen tilsyneladende havde brugt AI til at hjælpe med at skrive den uden tydeligt at gøre opmærksom på det.
Argumentet var nogenlunde dette:
Hvordan kan vi vide, om holdningerne i artiklen faktisk er personens egne, eller om vi i virkeligheden læser nogle generiske holdninger produceret af en sprogmodel?
Det provokerede mig lidt.
Men efter at have tænkt mere over det må jeg også indrømme, at spørgsmålet ikke er helt så dumt, som jeg først syntes.
Jeg tror bare, vi stiller det forkerte spørgsmål.
Hvad betyder det egentlig at have skrevet noget?
For mig er AI efterhånden blevet et helt naturligt værktøj, når jeg skriver.
Jeg kan bruge AI til at rette mit sprog. Til at finde gentagelser. Til at gøre en formulering skarpere. Til at udfordre et argument. Til at spørge, hvilke modargumenter jeg overser. Til at foreslå en anden struktur. Til research. Til at finde perspektiver, jeg ikke selv havde tænkt på.
Og ja, nogle gange også til at skrive et første forslag til et afsnit ud fra noget, jeg selv har beskrevet.
Er teksten så ikke længere min?
Det synes jeg bliver en mærkelig definition af forfatterskab.
Vi har aldrig defineret forfatteren som den person, der nødvendigvis har produceret hvert enkelt ord uden hjælp.
Forfattere har redaktører. Journalister har redaktionssekretærer. Ledere får hjælp til taler. Forskere får sproglig korrektur. Vi bruger stavekontrol, grammatikværktøjer, synonymordbøger, søgemaskiner og utallige andre hjælpemidler.
Vi har normalt været mere interesserede i, hvem der står bag tankerne, end i hvem eller hvad der fysisk producerede de enkelte sætninger.
AI udfordrer imidlertid den skelnen, fordi AI kan meget mere end en stavekontrol.
Og det er dér, diskussionen bliver interessant.
Lommeregneren er en god analogi. Men kun til et punkt.
Jeg bruger ofte lommeregneren som analogi, når jeg taler om AI.
Da lommeregneren blev almindelig, flyttede en del af arbejdet med matematik fra mennesket til maskinen.
Det gjorde os sandsynligvis dårligere til nogle former for hovedregning. Til gengæld gjorde det os i stand til hurtigt og sikkert at arbejde med beregninger, som ellers ville tage væsentligt længere tid.
Vi stoppede ikke med at lære matematik.
Vi ændrede bare arbejdsdelingen mellem mennesket og værktøjet.
Jeg tror, noget tilsvarende sker med AI.
Men der er én meget vigtig forskel.
Hvis jeg spørger en lommeregner, hvad 17 gange 23 er, påvirker lommeregneren ikke min holdning til resultatet.
Hvis jeg derimod beder en sprogmodel hjælpe mig med at skrive et debatindlæg, kan den potentielt påvirke min argumentation, mine eksempler, min framing og måske ligefrem min konklusion.
AI er derfor ikke bare en mere avanceret lommeregner.
Den kan bevæge sig fra at være værktøj til at være intellektuel sparringspartner og i sidste ende næsten ghostwriter.
Og de tre ting synes jeg ikke, vi skal behandle ens.
Det interessante er ikke, om AI blev brugt
Forestil dig tre situationer.
Jeg skriver en artikel og bruger AI til at rette stavefejl, gøre nogle sætninger kortere og finde steder, hvor teksten er vanskelig at forstå.
I en anden artikel bruger jeg AI som sparringspartner. Jeg beder den angribe mit argument, finde huller i min logik og komme med perspektiver, jeg måske har overset. Jeg vurderer forslagene, afviser de fleste og bruger nogle få.
I en tredje artikel skriver jeg:
“Lav et debatindlæg på 1.500 ord om AI i samfundet. Find selv vinklen, argumenterne og konklusionen.”
Jeg læser resultatet, ændrer lidt på sproget og sætter derefter mit navn på.
Teknisk set har jeg brugt AI i alle tre tilfælde.
Men det giver ikke meget mening at behandle dem som det samme.
I det første tilfælde har AI været et værktøj.
I det andet har AI været sparringspartner.
I det tredje tilfælde har AI i praksis udført en stor del af det intellektuelle arbejde.
Det er efter min mening dér, grænsen bør gå.
Ikke mellem AI og ingen AI.
Men mellem assistance og intellektuelt bidrag.
Hvem ejer holdningen?
Det bringer mig tilbage til kritikken fra podcasten.
For der er faktisk en legitim bekymring gemt i spørgsmålet.
Hvis jeg læser et debatindlæg af en person, jeg respekterer, gør jeg det ikke kun for at læse nogle velformulerede sætninger.
Jeg vil vide, hvad personen tænker.
Hvis AI reelt har fundet argumenterne, valgt perspektivet og formuleret konklusionen, mens personen hovedsageligt har godkendt resultatet, så er det rimeligt at spørge, hvor meget af teksten der faktisk repræsenterer personens tænkning.
Men løsningen kan efter min mening ikke være, at vi skal skrive “AI assisted” på alt, hvor en sprogmodel har været involveret.
Det ville hurtigt blive lige så meningsløst som at deklarere, at en artikel er skrevet på en computer, kontrolleret med stavekontrol og researchet med Google.
Det interessante er graden af indflydelse.
Har AI hjulpet mig med at udtrykke mine tanker?
Eller:
Har AI produceret de tanker, jeg bagefter har valgt at sætte mit navn på?
Det er to meget forskellige ting.
Ansvar kan ikke outsources
Der er også en anden del af diskussionen, som jeg synes nogle gange bliver overset.
Mit navn står på denne artikel.
Derfor er jeg ansvarlig for den.
Hvis der står noget faktuelt forkert, kan jeg ikke svare:
“Det var ChatGPT, der skrev det.”
Hvis argumentationen er dårlig, er det mit problem.
Hvis jeg har overset et åbenlyst modargument, er det mig, der fremstår dårligt forberedt.
Hvis jeg henviser til en kilde, der ikke eksisterer, er det min troværdighed, der bliver ramt.
AI ændrer ikke på det ansvar.
Faktisk synes jeg på nogle måder, at AI gør forfatterens ansvar større.
Når det bliver lettere at producere velformuleret tekst, bliver vores vigtigste arbejde ikke nødvendigvis at skrive ordene.
Det bliver at vurdere dem.
Er argumentet rigtigt?
Er kilden troværdig?
Er perspektivet relevant?
Er formuleringen fair?
Er det faktisk det, jeg mener?
Det sidste spørgsmål er måske det vigtigste.
Det samme ser jeg i mit arbejde med software
Jeg kommer selv fra software engineering, og her ser vi præcis den samme diskussion.
AI kan efterhånden skrive en meget stor del af den kode, en softwareudvikler tidligere selv ville have skrevet.
Men det betyder ikke, at forståelsen bliver mindre vigtig.
Tværtimod.
En udvikler skal stadig forstå arkitekturen, sikkerheden, konsekvenserne af en teknisk beslutning og kvaliteten af det, der bliver produceret.
At kunne få AI til at generere kode er ikke det samme som at kunne udvikle god software.
På samme måde er evnen til at få en sprogmodel til at producere 1.500 velformulerede ord ikke det samme som at have noget interessant at sige.
Det er måske dér, jeg stadig synes, lommeregneranalogien fungerer.
Værktøjet kan overtage en større del af selve udførelsen.
Men det gør ikke nødvendigvis den underliggende faglighed mindre vigtig.
I nogle tilfælde gør det den vigtigere.
Men hvad så med stemmen?
Der er dog en kritik af AI-writing, som jeg synes, vi skal tage alvorligt.
AI har en imponerende evne til at gøre tekst korrekt, glat og professionel.
Og nogle gange også utrolig kedelig.
Hvis alle giver de samme halvfærdige tanker til de samme modeller og beder dem “make this more professional”, risikerer vi en verden fyldt med grammatisk perfekte tekster, som ingen mennesker faktisk har lyst til at læse.
Det ville være et tab.
Personlighed, mærkelige formuleringer, holdninger, humor, irritation, erfaring og en gang imellem en sætning, der måske er lidt for lang, er netop noget af det, der gør en tekst menneskelig.
Så ja: AI kan hjælpe os med at skrive bedre.
Men den kan også hjælpe os med at lyde mere som alle andre.
Derfor bør målet ikke være at få AI til at skrive for os.
Målet bør være at bruge AI til at gøre vores egen tænkning tydeligere.
Der er en væsentlig forskel.
Måske skal vi deklarere bidraget – ikke værktøjet
Jeg tror derfor, at vi på sigt får brug for en mere moden norm omkring AI og forfatterskab.
Ikke:
“Har du brugt AI?”
Men:
“Har AI haft væsentlig indflydelse på det intellektuelle indhold?”
Hvis AI har rettet min grammatik, behøver du efter min mening ikke vide det.
Hvis AI har hjulpet mig med at strukturere noget, jeg allerede selv har tænkt, har jeg også svært ved at se nødvendigheden.
Hvis AI har fungeret som kritisk sparringspartner, bliver det mere interessant, men jeg mener stadig, at tankerne kan være mine, hvis jeg aktivt har vurderet, valgt og stået på mål for dem.
Hvis AI derimod har fundet tesen, produceret argumenterne og draget konklusionerne, så ændrer situationen sig.
Så synes jeg faktisk, at transparens er relevant.
Ikke fordi det er forkert at bruge AI.
Men fordi læseren med rimelighed forventer, at en artikel med mit navn på også repræsenterer min tænkning.
Det er i sidste ende den kontrakt, der eksisterer mellem forfatter og læser.
Og denne artikel?
Så lad os tage elefanten i rummet.
Jeg har brugt AI til denne artikel.
Jeg havde emnet.
Jeg havde oplevelsen fra podcasten.
Jeg havde irritationen.
Jeg havde lommeregneranalogien.
Jeg havde holdningen til ansvar og forfatterskab.
Jeg skrev et første udkast.
Derefter brugte jeg AI til at kritisere det.
AI pegede blandt andet på, at jeg havde brugt alt for meget plads på at diskutere arbejdsmarkedet og AI i konsulentbranchen, selv om artiklen egentlig handlede om noget andet.
Det havde den ret i.
AI udfordrede også min lommeregneranalogi og gjorde opmærksom på den ret væsentlige forskel, at en lommeregner ikke påvirker min holdning, mens en sprogmodel potentielt kan gøre det.
Det perspektiv valgte jeg at bruge.
AI har foreslået formuleringer, struktur og modargumenter.
Jeg har valgt, forkastet, ændret og skrevet videre.
Så er denne artikel skrevet af mig?
Det mener jeg.
Er den skrevet med AI?
Helt sikkert.
Og hvis man mener, at det betyder, at den derfor ikke længere er min, så er det måske præcis den diskussion, vi har brug for at tage.
For meget snart tror jeg ikke, det interessante spørgsmål er:
“Was this written using AI?”
Det interessante spørgsmål bliver:
“Whose thinking am I actually reading?”
Det er en langt vigtigere forskel.